D. 19. august 2026 kl. 17 i Tjele Centret (Tjelevej 9, 8830 Tjele)
Kommunen har indkaldt til et borgermøde med fokus på ny vejføring i forbindelse med projektets biogasanlæg. Tilmeld dig gerne senest d. 17. august (Send en email til s6m@viborg.dk hvis du vil deltage), så kommunen bl.a. ved hvor mange stole de skal stille frem. Hvis du har glemt at tilmelde dig er du naturligvis stadig velkommen til at møde op.
Problematisk afgrænsning af mødet
Det officielle formål med mødet er alene en detalje omkring vejføringens krydsning mellem Banestien (en cykelsti) og Flarupvej.
Det er problematisk, at den reelle borgerindragelse på borgermødet ikke medtager hele trafiknettet på hovedvej A16, og end ikke selve den nye vejføring, men alene begrænser sig til en mindre detalje i den ønskede vejføring (en krydsning af en cykelsti).
Vejføringen er bl.a. problematisk fordi den etableres oven på et grundvandsreservoir og at dele af strækningen blot er en grusvej, hvilket dårligt harmonerer med mange tunge transporter.
Det er desuden vigtigt at bemærke at Viborg Kommune end ikke har modtaget en ansøgning på projektet fra Biocirc, og på den baggrund har man alligevel vedtaget en vejføring. Det finder vi i foreningen problematisk, og opfordrer alle interesserede i at møde frem med kritiske spørgsmål til kommunen.
Vejføring løsning Ø
Figuren viser det vedtagne forslag fra hovedvej A16 via Flarupvej op til det ønskede industriområde. Nederst (lilla) etableres en ny vej, dernæst udvidelse af eksisterende vej (Flarupvej) op til grusvejen (stiplet blå).

Kommunens indkaldelse
OBS: Tilmeldingsfristen er ændret til to dage før (17. august), og kommunen har præciseret at alle er velkomne, uanset om man har tilmeldt sig eller ej.